Historien om 1handPlate

1handPlate er en familiedrevet iværksættervirksomhed, der har som mål at udvikle og udbrede funktionelt service i et nordisk, bæredygtigt og æstetisk design.

1handPlate er designet og udviklet af arkitekten Jóannes Petersen, som i knap et årti har arbejdet på at skabe den perfekte tallerken til receptioner og sammenkomster.

Idéen opstod i 2008, hvor Jóannes i selskab med sin kone Marianne var til reception i København. Gæsterne fik serveret en tallerkenanretning i den ene hånd samt et glas vin i den anden hånd. Men med begge hænder optaget, er det vanskeligt at bevæge sig rundt og hilse på folk, udveksle visitkort etc.

Forundret over hvorfor ingen tidligere havde opfundet noget lignende, gik Jóannes hjem og tegnede den perfekte receptionstallerken formet efter en af de pillede rejer, der havde ligget på hans tallerken.

Det buede design muliggør at glasset kan hvile stabilt og balanceret i tallerkenens midte, mens anretningens ejermand kan have en hånd fri til at uddele håndtryk, åbne døre eller tjekke mobil.

Jóannes’ tallerken fik en overvældende modtagelse ved lanceringen i 2017, og både kone, børn og svigerbørn er involveret i firmaet, som arbejder for at gøre 1handPlate til et globalt brand indenfor nordisk design.

Mange er tilbøjelige til at kalde 1handPlate for en tapastallerken, men den kan bruges til så meget mere. Den er især ideel til stående receptioner, events og konferencer, hvor man tilbyder en lille anretning.